Karrieredrømme og samfundets forventninger
Efter en snak med min farmor i start oktober, hvor hun spurgte hvad jeg ville med min fremtid, sad jeg bagefter for mig selv og gennemgik alle ideerne igennem årene. Tror ikke jeg kender en person, som altid har været sikker, på hvad deres drøm var. Som regel har man en sjov idé som barn og så kan den varierer imens man vokser op, indtil man pludselig en dag står med det færdige resultat af alle de muligheder, man har for sine fødder. Jeg ved stadig ikke, hvad mit "kald" er og jeg kan med uret der tikker, siger at jeg føler mig en smule (hvis ikke meget) stresset. For burde man ikke allerede nu vide hvad man vil, eller er det bare noget som samfundet og vi mennesker har bestemt.
Tilbage i tiden, var karriere ikke en ting. Man var primitiv og lærte at klare det nødvendige. Du skulle bare kunne beskytte dig selv og din familie mod fremmede, sult og tørst. Igennem generationer ændrede samfundet sig og vi gik fra at påtage os forældrenes karriere, til at finde vores egne interesser og dermed drøm indenfor arbejde. I årenes forløb betød det også, at kvinderne blev mere selvstændige og er nu i samme karriereræs som mændene. Skoler, gymnasier og lignende har åbnet op for flere muligheder og dermed har videregående uddannelser også sat flere krav til, hvad man skal kunne og have med i rygsækken.
For blot over 10 år siden var gymnasierne konstrueret sådan, at det eneste valg man havde var, om man var sproglig eller naturvidenskabelig. I dag, har hver eneste klasse med små ændringer, forskellige ting at byde på, så de passer til eleverne bedst muligt. Men er det muligvis det bedste? For selvom at folketinget og en del andre voksne mener det, kan vi så virkelig forvente, at alle unge mennesker i niende og tiende klasse ved hvad de vil uddanne sig som og beskæftige sig med indtil de gå på pension. Hvis jeg skulle have valgt i niende, havde jeg muligvis ikke endt på gymnasiet, men i stedet for gået på sosu-skolen eller læst til negletekniker. To veje som jeg på daværende tidspunkt fandt interesant, men allerede 1 år efter var kommet væk fra. I tiende, skulle vi hver især fordybe os, skrive og fremlægge om det karriere valg, vi ønskede for fremtiden. Jeg valgte konditor faget, som jo ikke som sådan lå tæt på det, jeg tidligere havde ønsket.
Så allerede i løbet at 2 år, havde jeg tænkt på mindst 3 karriere veje, som jeg efter et par måneder til et år kom væk fra. Men samtidig stod jeg nu overfor et svært valg - nemlig hvilken vej tager man så? Gymnasiet stod klart, da det uanset hvad, gav mig viden indenfor en masse fag. Jeg viste, at jeg godt kunne lide dyr og at biologi området var tiltalende, men på samme tid var min overbevisning, at jeg nok ville ændre mening endnu en gang om få måneder. Jeg valgte derfor, en linje med stik modsat fokus - nemlig sprogligt fokus. Jeg kunne ikke fordrage danskfaget, men som et kreativt menneske helt ind til marven, havde jeg muligheden for, at i det mindste kunne lære mere om det jeg allerede viste jeg holdte af - nemlig Billedkunst. Sammen med Spansk og Engelsk, blev det min linje på Statsgymnasiet i Åbyhøj. Uvidende mennesker vil kalde det et dovent valg eller den lette løsning, men til dem vil jeg sige, at man ikke skal belære om noget, man ingen kendskab har om. De 3 år på gymnasiet gik af og til stærkt. Men en kamp var det, at komme igennem helskindet.
Det er nu over 4 måneder siden jeg blev færdig og fik min studenterhue. Jeg havde biologien i tankerne gennem alle 3 år og den er stadig hos mig. Men om det inderst inde er det jeg ønsker, kan jeg slet ikke sige.
Der er gået over 4 år, jeg er nået tyverne og frygter mere og mere for hver en dag der går, at jeg på 1 sabbat år ikke kan finde svaret jeg søger. Jeg ved, at hvis biologien skal forfølges kræver det VUC og gerne snart. For samfundet vil gerne have, at jeg hurtigst muligt finder ud af det, så jeg hurtigst muligt kan bidrage via arbejde. Men hvordan man man begynde, når tankerne stadig er fyldt med en masse andre ideer og drømme?
Tilbage i tiden, var karriere ikke en ting. Man var primitiv og lærte at klare det nødvendige. Du skulle bare kunne beskytte dig selv og din familie mod fremmede, sult og tørst. Igennem generationer ændrede samfundet sig og vi gik fra at påtage os forældrenes karriere, til at finde vores egne interesser og dermed drøm indenfor arbejde. I årenes forløb betød det også, at kvinderne blev mere selvstændige og er nu i samme karriereræs som mændene. Skoler, gymnasier og lignende har åbnet op for flere muligheder og dermed har videregående uddannelser også sat flere krav til, hvad man skal kunne og have med i rygsækken.
For blot over 10 år siden var gymnasierne konstrueret sådan, at det eneste valg man havde var, om man var sproglig eller naturvidenskabelig. I dag, har hver eneste klasse med små ændringer, forskellige ting at byde på, så de passer til eleverne bedst muligt. Men er det muligvis det bedste? For selvom at folketinget og en del andre voksne mener det, kan vi så virkelig forvente, at alle unge mennesker i niende og tiende klasse ved hvad de vil uddanne sig som og beskæftige sig med indtil de gå på pension. Hvis jeg skulle have valgt i niende, havde jeg muligvis ikke endt på gymnasiet, men i stedet for gået på sosu-skolen eller læst til negletekniker. To veje som jeg på daværende tidspunkt fandt interesant, men allerede 1 år efter var kommet væk fra. I tiende, skulle vi hver især fordybe os, skrive og fremlægge om det karriere valg, vi ønskede for fremtiden. Jeg valgte konditor faget, som jo ikke som sådan lå tæt på det, jeg tidligere havde ønsket.
Så allerede i løbet at 2 år, havde jeg tænkt på mindst 3 karriere veje, som jeg efter et par måneder til et år kom væk fra. Men samtidig stod jeg nu overfor et svært valg - nemlig hvilken vej tager man så? Gymnasiet stod klart, da det uanset hvad, gav mig viden indenfor en masse fag. Jeg viste, at jeg godt kunne lide dyr og at biologi området var tiltalende, men på samme tid var min overbevisning, at jeg nok ville ændre mening endnu en gang om få måneder. Jeg valgte derfor, en linje med stik modsat fokus - nemlig sprogligt fokus. Jeg kunne ikke fordrage danskfaget, men som et kreativt menneske helt ind til marven, havde jeg muligheden for, at i det mindste kunne lære mere om det jeg allerede viste jeg holdte af - nemlig Billedkunst. Sammen med Spansk og Engelsk, blev det min linje på Statsgymnasiet i Åbyhøj. Uvidende mennesker vil kalde det et dovent valg eller den lette løsning, men til dem vil jeg sige, at man ikke skal belære om noget, man ingen kendskab har om. De 3 år på gymnasiet gik af og til stærkt. Men en kamp var det, at komme igennem helskindet.
Det er nu over 4 måneder siden jeg blev færdig og fik min studenterhue. Jeg havde biologien i tankerne gennem alle 3 år og den er stadig hos mig. Men om det inderst inde er det jeg ønsker, kan jeg slet ikke sige.
Der er gået over 4 år, jeg er nået tyverne og frygter mere og mere for hver en dag der går, at jeg på 1 sabbat år ikke kan finde svaret jeg søger. Jeg ved, at hvis biologien skal forfølges kræver det VUC og gerne snart. For samfundet vil gerne have, at jeg hurtigst muligt finder ud af det, så jeg hurtigst muligt kan bidrage via arbejde. Men hvordan man man begynde, når tankerne stadig er fyldt med en masse andre ideer og drømme?
Kommentarer
Send en kommentar