Børn?!

Efter kæreste emnet i går, sidder du sikkert og tænker over hvor dette vil føre hen, når indlægget har denne rubrik. Men tanken om børn er foreløbig (i laaaang tid) kastet langt væk. Hvorfor? Nogle kan næsten ikke vente til den alder, hvor samfundet synes det er ok. Andre har sat karrieren og kærligheden til ens venner og allerede nuværende familie i første prioritet. Jeg fyldte i marts 20 år og med to ældre søskende (søster 28 år & bror 30 år), har der aldrig været tvivl om, at jeg ikke just var den første som fik børn ;) Min bror er, som den eneste af os tre, den som har børn - Saga på 4 og Ville på 6. Hvilket betyder (som den kloge læser vil vide) at jeg er det man kalder 'faster'. Jeg holder utrolig meget af de to energi bomber, men de sætter også tankerne i gang for mig, om hvorvidt børn er det vigtigste at opnå og om jeg ville blive lykkelig af, at have nogle omkring mig 24/7.

I forevejen har jeg levet i et hjem, siden jeg blev født, hvor børnegråd, legetøjsfyldte gulve og diverse børnesange har været hverdagen. Min mor er dagplejer og selvom det har givet en masse skønne minder med grin osv, er det ikke lige det erhverv jeg reklamere for, når nogle spørg. Det er hårdt. Ikke kun for den som arbejder, men også familien der skal "indordne" sig efter det. Jeg har igennem min opvækst vænnet mig til at fremmed mennesker, ville bryde mit personlige rum ugentligt. Når det så er sagt, vil jeg heller ikke "talk trash" mere ind højst nødvendigt. For ja, jeg har mødt en masse skønne børn og det har givet mig evner når det kommer til småfolk, som mange først lære, når de selv står som nyudklækket forældre. Det har som barn givet mig tryghed, da jeg altid havde min mor hjemme og det har givet mig eventyr, da jeg har været med på en masse ture. Men det har også lært mig at hvert et barn er forskelligt og at man kommer langt via god opdragelse. Det hele handler om at udruste sit barn bedst til den verden vi lever i. Dette gøres gennem oplæring om gode egenskaber, så som tålmodighed, omsorgsfuldhed, nysgerrighed, venlighed og åbenhed. Kerneværdier som jeg og formentlig alle andre, vil sætte stor pris på. Inden jeg begynder på en lang guide til børneopdragelse, som jeg ingen professionel kvalifikation har til, vender jeg tilbage til mit eget udgangspunkt.

Ville starter i dag i 0 klasse og som faster og tæt familie, kan jeg ikke fatte at han allerede er blevet så stor og at om ydereligere 6 år, skal han måske konfirmeres - men det emne lader jeg ham om at finde ud af. Jeg kan dog heller ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg får børn, bliver de en del år yngre end min brors børn. Noget som lidt (meget) går mig på, da jeg selv som barn har ærgret mig over afstanden mellem mig og størstedelen af mine fætre & kusiner. Jeg er en person som sætter familie højt og synes, om man så har en stor eller lille familie, at kontakt og relationer er vigtigt.

Med positivitet afslutte jeg her dagens indlæg, selvom jeg kunne fortsætte i lang tid. Mine ideer om familiemønstre, børneplaner (ikke så voldsomt som det lyder)  og flere tips, må derfor vente til en anden gang. I har dog også til hver en tid lov til at pitche en idé og emne (via kommentarfeltet), som jeg skal tage op.