Min angst, del 1 - Nålefobi

Vi lever efterhånden i en verden hvor flere mentale problemer er blevet normalt og dermed at alle har eller kender en som har angst. Folk har det i forskellige grader. For nogle er det en stor byrde, som påvirker dem hæmmende hver dag og andre kan holde det nede via teknikker og krumspring. Angst kan komme alene, men det kan også være påhæng til et større psykisk problem. Selvom at jeg har tendenser til angst, vil jeg kalde mig selv heldig, da jeg høre til den del som ikke får det på regulært basis. Jeg undgår bare de ting som vidt muligt kan udløse den. Nogle vil kalde det smart, andre dumt, da det holde mig tilbage fra visse ting. I dagens indlæg vil jeg gennemgå første del af min historik med angst. Nemlig min nålefobi:

Det hele begyndte da jeg var fyldt 6 år og snart skulle til at starte i 0 klasse. Jeg "faldt" og slog min hage så slemt at den skulle syes. Men efter flere forsøg med bedøvelsesmiddel gennem sprøjter, gav de op og syede det sammen uden. Hele situration og smerten den påførte mig, satte sig fast i mig og resulterede i at jeg skulle have mine forældre og to sygeplejesker til at holde mig ned, da en læge skulle fjerne mine sting. Jeg har lige siden, gradvist fået et større og større problem med ting der kan relateres til det. Dvs lægeklinikker, tandlægeklinikker, nogle apoteker (grundet duften derinde minder mig om hospitaler) og ja selvfølgelig hospitaler. Jeg har oplevet at besvime eller være tæt på, i forbindelse med noget som kunne fremprovokere det.

Derfor lever jeg også et liv, hvor jeg så vidt muligt udgår alt det som kan gøre at jeg ende en af de steder. Grundet det kan jeg heller ikke bare lige rejse sydamerika eller lignende steder, da det kræver visse vaccinationer. Jeg visse udfordringer i forhold til hvis jeg senere hen ønsker at få børn. Selv karriere mæssigt påvirker det mig, da jeg skal have stivkrampevaccinationen. Dyr og arbejdet med det er noget som jeg meget fascineret af, men selv hvis mit snit lå til det, ville jeg have svært ved at være veterinærsygeplejerske.
Nu tænker du så sikkert: "Jamen Signe, hvorfor så ikke gøre noget ved det?". Det har jeg prøvet i et vist omfang, som jeg troede var nok - nemlig hypnose. Men efter et par gange, hvor det var mening jeg skulle have været "kureret" og jeg ingen ændring følte, droppede jeg det. Ja det kan godt tænkes, at jeg bare skal forsøge med en anden løsning, men når man er bange for noget, opsøger man ikke sådan lige det. Men som jeg skrev i indlægget i går, har jeg jo fremtidsplaner om stivkrampevaccinationen. Det handler bare om at trodse angsten og det symptomer der medfølger.